Museumshavnen - under etablering

Juli 2010
Træskibsforeningen FOK har restaureret 2 bevaringsværdige, mere end 100 år gamle fiskejoller fra Kerteminde. En bæltjolle og en fjordjolle. Og en ca 50 år gammel pram, som har været anvendt til fiskeri og jagt på fjorden og i Kertinge Nor.
Mellem foreningens klubhus og beddingen på Dosseringen var der et uudnyttet havneareal. Efter positive forhandlinger med Kerteminde Kommune og tilsagn om økonomisk støtte fra LAG-midler, Fritidsfonden samt Kerteminde Brugsforenings Kulturfond, er vi nu gået i gang med at anlægge en lille museumshavn, hvor jollerne kan ligge samlet, synligt og sikkert.
Arbejdet udføres især af 6-8 af foreningens medlemmer (efterlønnere og pensionister) med byggeleder Kristian Fribo som ankermand, tovholder og rorgænger. Når broanlægget er klar og jollerne på plads, er det planen at opføre et lille halvtag på siden af klubhuset med plads til en morgensolsbænk og et par udstillingsmontrer, hvor vi vil fortælle om "Rylen" og jollefiskeriet fra Kerteminde.

